En 55-årig kvinde fra Midtjylland fik sig en grim overraskelse, da hun onsdag var på besøg på Sjælland.
Onsdag formiddag holdt kvinden ind på en rasteplads på Holbækmotorvejen for at gå på wc. Her mødte hun en mand, som hun venligt gjorde opmærksom på var gået forkert.
Men det viste sig, at den 35-årige mand udmærket vidste, hvor han var. Han var fuldt optaget af at onanere hen over håndvasken; og kvindens tilstedeværelse fik ham ikke til at pakke sammen. Tværtimod begyndt manden at komme med tillokkende bemærkninger.
Det var dog ikke lige det, kvinden var interesseret i. Hun flygtede til sin bil og kontaktede politiet, der kort efter anholdte onanisten.
Manden erkendte at have tisset i håndvasken, men nægtede at have gjort andet.
Da han samtidig tidligere er blevet frataget kørekortet, tog politiet ham med til afhøring på stationen. Den 35-årige mand er nu sigtet for blufærdighedskrænkelse og for at køre uden kørekort.