Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps – eller corona.
I Viborg gik det grueligt galt ved en julefrokost, hvor omkring 150 gymnasieelever var samlet for at feste i højtiden.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
I alt er der lige nu ifølge Statens Serum Institut fundet 183 tilfælde af den nye Omikron-variant af coronavirus i Danmark.
En stor del er altså fundet i Domkirkebyen.
- Her har vi aktuelt blandt gæsterne registeret 55 smittede, hvoraf 38 er Omikron-bekræftet ved variant-PCR og 15 er bekræftet ved WGS (en såkaldt helgenomsekventering, som er en laboratorieanalyse baseret på en blod- eller vævsprøve, red.), siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til avisen.
Samtidig konstaterer hun, at Omikron er i fremmarch i Danmark.
- Vi foretager intensiveret smitteopsporing af alle bekræftede eller mistænkte tilfælde af Omikron-varianten, forklarer hun i avisen.
Lige nu handler indsatsen om at forsinke udbredelsen og samtidig få flere vaccineret.