Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen afviser nu at behandle en klage fra journalisterne bag dokumentarfilmen »Den Hemmelige Krig«. Sagen er ganske enkelt blevet for politisk betændt.
De to journalister bag filmen, Christoffer Guldbrandsen og Niels Giversen, har klaget til Ombudsmanden over, at de i forbindelse med skabelsen af filmen ikke kunne få aktindsigt i en række dokumenter. Samtidig har de klaget over, at Forsvarets ledelse skulle have truffet en beslutning om, at ansatte i Forsvaret ikke måtte udtale sig til de to journalister.
Men sagen vil ikke blive behandlet, forklarer Ombudsmanden, der begrunder sin beslutning med, at han i ganske særlige tilfælde kan undlade at undersøge en sag, hvis der er fare for, at tilliden til ham og hans politiske neutralitet risikerer at lide skade.
Han tilføjer, at det er yderst sjældent, at hensynet til den politiske neutralitet har kunnet begrunde, at Ombudsmanden undlod at undersøge en sag.
»Med hensyn til den aktuelle sag er det imidlertid min opfattelse, at Folketingets behandling af sagen har antaget en så omfattende og særlig karakter, at hensynene til ombudsmandens politiske neutralitet foreligger med en sådan styrke, at jeg bør undlade at foretage mere i sagen,« lyder det fra Hans Gammeltoft-Hansen.
SF’s formand, Villy Søvndal, kalder beslutningen »en bekymrende indskrænkning i Ombudsmandens funktion«.
»For netop i de kontroversielle sager har han sin styrke ved at kunne gå ind som uvildig instans. Men det må jo betyde, at storpolitiske sager kan han som institution ikke længere beskæftige sig med,« siger han.
Politisk ordfører for De Konservative Pia Christmas-Møller er uenig:
»Ombudsmanden forsøger bare at leve op til de forventninger om politisk neutralitet, der er til institutionen.«