Ombudsmanden går nu ind i sagen om Udlændingeservice, der glemte at informere om en lempelse af reglerne om opholdstilladelse for pensionister med udenlandske ægtefæller. Det erfarer Nyhedsavisen. Lempelsen i reglerne kom for et par måneder siden efter pres fra EU, men først da Jyllands-Posten forleden henvendte sig til Udlændingeservice, der hører under Integrationsministeriet, fandt man lejlighed til at offentliggøre lempelsen på hjemmesiden.
Det er ellers ikke mere end et halvt års tid siden, Ombudsmanden sidst rettede en skarp kritik af Integrationsministeriet for en tilsvarende forglemmelse. Dengang havde ministeriet lempet reglerne om familiesammenføring, men undladt at fortælle om det.
Ombudsmanden vil derfor bede Integrationsministeriet om en forklaring på, hvordan det kan ske, at myndighederne tilsyneladende glemmer at informere borgerne og relevante ændringer, når ministeriet lemper på reglerne for opholdstilladelser.
Ifølge jurist Line Bøgsted hos Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC), der rådgiver borgere om opholdstilladelser, forringer det ansøgernes retsstilling, når myndighederne undlader at informere om nye regler. Det medfører nemlig, at DRC og lignende organisationer rådgiver borgerne ud fra falske forudsætninger, som hun forklarede i Nyhedsavisen lørdag:
»Dem, som vi bare har talt med i telefonen og fortalt om de stramme regler, dem har vi ofte ikke hørt mere fra, så de har måske opgivet og er flyttet til ægtefællens land eller et andet EU-land,« sagde Line Bøgsted.