Ombudsmanden, Hans Gammeltoft-Hansen, vil nu have undersøgt, hvorfor de danske udlændingemyndigheder igen har forsømt at informere om lempelser i reglerne.
Denne gang er det Udlændingeservice, der i efteråret undlod at informere om en lempelse af reglerne for pensionister, der ønsker at medtage en udenlandsk ægtefælle til Danmark efter ophold i et andet EU-land. Først da Jyllands-Posten i midten af november – halvanden måned efter ændringen – afslørede smøleriet, lagde Udlændingeservice de nye regler på sin hjemmeside.
Undladelsen er alvorlig, fordi potentielle ansøgere skal kunne få oplyst gældende regler, så de kan vurdere, om det kan betale sig at ansøge.
Og sagen bliver ikke mindre alvorlig af, at Ombudsmanden for mindre end et år siden kritiserede Integrationsministeriet for en lignende forsømmelse. Dengang handlede det om en praksisændring, der lempede 24-årsreglen og tilknytningskravet i en række tilfælde. Ændringen blev lavet tilbage i maj 2003, men først da pressen i 2005 skrev, at myndighederne ikke havde offentliggjort lempelsen, skete det.
En undladelse, som ombudsmanden dengang kritiserede med henvisning til, at »hvis offentliggørelse undlades i et sådant tilfælde, er der en betydelig risiko for at de borgere der rent faktisk bliver bedre stillet ved praksisændringen, slet ikke får kendskab til den og derfor afstår fra at søge familiesammenføring.«
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen om hans beslutning om at lave en undersøgelse.