Standupkomikeren Omar Marzouk har smidt et tocifret millionbeløb efter en 230 kvadratmeter stor villa i liebhaverkommunen Frederiksberg, skriver boligsitet Boliga.
Ifølge Boliga købte Omar Marzouk og hustruen Christine Marzouk Gjerulff villaen i december, men handlen er først nu blevet tinglyst. Og her kan man se, at parret har betalt præcis ti millioner kroner for ejendommen.
Parret solgte sidste år deres hjem - ligeledes på Frederiksberg - gennem ti år for 13,8 millioner kroner.
Omar Marzouk kan ifølge Boliga glæde sig over at have fået sine nye Frederiksberg-kvadratmeter noget under gennemsnittet: Købsprisen på ti millioner kroner kan nemlig regnes om til en kvadratmeterpris på knap 43.500 kroner.
I 2020 blev en villa på Frederiksberg ifølge Boliga i gennemsnit solgt til en kvadratmeterpriser på omkring 65.000 kroner.