Olympisk mester har kidnappet sin datter

Myriam Bedard blev folkehelt i Canada, da hun vandt to guldmedaljer ved OL i Lillehammer i 1994. Nu er hun efterlyst af politiet under mistanke for at have kidnappet sin egen datter.

I 1994 var Myriam Bedard helt på toppen. Hun vandt to gulmedaljer i skiskydning ved OL i Lillehammer, var uhyre populær i hjemlandet Canada, og året efter fik hun en datter. Men siden gik det galt, og nu er hun efterlyst af politiet, fordi hun har kidnappet sin egen datter.

Politiet i Quebec bekræfter over for CBC News, at man har udstedt arrestordre på Myriam Bedard.

Myriam Bedard er i dag gift med en anden mand end faren til hendes datter. Han hedder Nima Mazhari. Og det er efter sigende ham, der har skabt problemerne. Han efterforskes af canadisk politi, mistænkt for at have stjålet 20 malerier.

I oktober tog Mazhari, Bedard og den 11-årige datter til USA. Siden har pigens far kun hørt fra sin 11-årige datter en enkelt gang, hvor hun ringede og fortalte, at hun var i Washington D.C. Faren har nu anmeldt Bedard for kidnapning af deres fælles barn.

Også Myriam Bedards egen far er bekymret over situationen.

»Det ligner ikke hende at gøre sådan noget. Hun er meget omsorgsfuld over for sin datter. Havde det bare været de to, havde det ikke været noget problem. Men jeg er bekymret, fordi ægtemanden er med,« siger Myriam Bedards far til CBC News.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.