Den tidligere landsholdsanfører Lars Olsen er ifølge sporten.dk særdeles tæt på at skrive under med det færøske fodboldforbund.
En signatur vil gøre Olsen til færøsk landstræner, men de sidste detaljer mangler fortsat at falde på plads.
"Jeg har talt med dem fra Færøerne, og det er meget interessant. Det går den rigtige vej, men vi skal nok melde ud, når der er noget at fortælle," siger Lars Olsen til sporten.dk.
Lars Olsen har det seneste år stået uden job, efter han blev fyret i Superliga-klubben OB. Det er blandet andet de nye og anderledes omgivelser, der tiltrækker den danske træner.
"Efter jeg stoppede i OB, ville jeg rigtig gerne til udlandet og prøve mig af. Jeg har også haft en del samtaler med forskellige kontakter, men jeg måtte erkende, at det er svært for danske trænere at komme til udlandet for tiden. Et landstrænerjob vil være en stor mulighed for mig, hvor jeg kan prøve mig af i den disciplin," siger Olsen.
Det er langt fra første gang, at øriget mod nord får en dansk træner. Tidligere har blandt andre Allan Simonsen og Henrik Larsen stået i spidsen for det færøske landshold.
Kilde: sporten.dk