Michael Laudrup skal afløse Morten Olsen som dansk fodboldlandstræner.
Det mener Morten Olsen i hvert fald selv ifølge B.T.
Den nuværende landstræner mener, at Getafe-træner Laudrup skal overtage hans plads efter VM-slutrunden i 2010, hvor Olsens kontrakt udløber.
- Michaels og mine fodboldværdier er grundlæggende ens. Derfor ville det glæde mig meget, hvis han tog over efter mig. Han ville kunne fortsætte det arbejde, vi er i gang med. Han vil sagtens kunne tage over efter mig, og det ville være en klog disposition af Dansk Boldspil-Union, siger Morten Olsen til B.T.
Michael Laudrup var fra 2000 til 2002 assistent for Olsen på landsholdet, og efter at have været cheftræner for Brøndby fra 2002 til 2006, står han nu i spidsen for spanske Getafe.