Jes Holtsø er mest kendt for sine langsomme replikker, det lange fedtede hår og de tunge hinkesten som Børge i Olsen Banden. Derefter kommer historien om en barnestjerne, der gik i hundene som narkoman på samfundets bund.
Nu er han tilbage, clean og fuld af selvtillid, når han i aften går på scenen i DR-showet 'Talent 09' for at synge Bob Dylan-nummeret 'I shall be released'. Det skriver B.T.
Jes Holtsø debuterede som Yvonne og Kjelds dvaske søn, Børge, i Olsenbanden allerede som 11-årig. Første løncheck blev investeret i en guitar, da rockstjernedrømmene skulle afprøves.
Men det gik hurtigt den gale vej.
Guitaren blev omsat til stoffer, som han allerede begyndte på samtidig med skuespillet i Olsenbanden.
"Jeg har jo været afhængig af forskellige stoffer, siden jeg var 13-14 år. Heroin var jeg på i 14 år," siger Jes Holtsø om de mange år, hvor han hutlede sig gennem tilværelsen på Vesterbro "som laveste fællesnævner i fødekæden i miljøet," ifølge B.T.
Om Jes Holtsø får en ny chance i showbiz vil vise sig i aften, når han stiller op foran det hårde dommerpanel i 'Talent 09' på DR1 i aften.