OL er en pengemaskine, der genererer et stadig større økonomisk overskud. Og det gælder både sommer- og vinter-OL.
Den internationale olympiske komité (IOC) har indtjent mere end syv milliarder dollar (42,7 milliarder danske kroner) på at holde de olympiske lege i henholdsvis Vancouver i 2010 og London 2012.
Beregninger foretaget af nyhedsbureauet DPA viser, at der er en langt højere indtægt end ved OL i 2006 og 2008, der blev afholdt i Torino og Beijing.
Efter de olympiske lege på italiensk og kinesisk grund lød det økonomiske overskud nemlig på 5,45 milliarder dollar, hvilket svarer til lidt over 33 milliarder kroner.
Med andre ord er IOC's indtjening steget med over 1,5 milliard dollar (ni milliarder kroner).
De mange penge, der bliver tjent ind via det olympiske maskineri, stammer primært fra fire store indtægtskilder.
Det drejer sig om tv-dækning, internationale og nationale sponsorer, tv-rettigheder og billetsalg samt licensaftaler.
Modsat hvad man måske ville forvente, beholder IOC kun omkring 10 procent af indtægterne, hvilket dog stadig er omkring 700 millioner dollar (4,2 milliarder kroner).
De penge fungerer som en buffer, der kan blive nyttig, for eksempel hvis OL skulle gå hen og blive aflyst.
Værtsbyen for OL scorer klart flest af IOC-pengene. I Londons tilfælde, kan storbyen skovle godt og vel en milliard dollar (seks millioner kroner) sammen som følge af olympiaden i 2012.
De 26 idrætsorganisationer, der er repræsenteret ved legene og de 205 IOC-medlemslande modtager hver omkring 350 millioner dollar (2,1 milliarder kroner) fra IOC.
Den nationale olympiske komité i USA står både bag den største aftale om tv-rettigheder til OL og er samtidig hjemsted for mange af OL's topsponsorer.
Derfor får den amerikanske olympiske komité omkring 400 millioner euro (tre milliarder kroner).
/ritzau/dpa