Israel har med Baker-rapporten fået en hovedrolle i løsningen af konflikten i Irak. Rapporten siger, at fredsforhandlinger mellem Israel, Syrien, Libanon og palæstinenserne er helt nødvendige for at løse problemerne i Mellemøsten. Men den anbefaling kan ikke ryste den israelske premierminister Ehud Olmert.
Han udtalte onsdag, at han ikke regner med, at USA vil ændre strategi over for Israel. På et møde mellem Olmert og USA?s præsident, George W. Bush, for nylig, lovede Bush, at USA ikke vil presse Israel til forhandlinger med den palæstinensiske Hamas-gruppe, og at amerikanerne fortsat vil føre en fast kurs over for Iran. Det skriver den israelske avis Ha?aretz.
Ehud Olmert ønsker ifølge Ha?aretz at holde Israel uden for diskussionen om Baker-rapporten, og han afviser derfor at kommentere rapportens konklusioner direkte.