Den nu seksårige Oliver Chaaning, der sidste år blev kidnappet foran sin børnehave i Virum, fortalte i dag med egne ord om kidnapningen, og hvordan han blev behandlet af sine bortførere.
Det skete i retten i Lyngby, hvor sagen kører i øjeblikket. Her blev politiets 45 minutter lange videoafhøring af Oliver vist.
Oliver fortalte, hvordan han den 16. april sidste år blev hentet i børnehaven af sin mor. Senere tog tyvene ham ud af bilen, som han udtrykte det i afhøringen. Da han blev spurgt, hvor moderen var på det tidspunkt, svarede Oliver:
"Hun var ude og slås med tyvene, men så faldt hun ned. Tyvene puttede mig ned i en kuffert," sagde Oliver ifølge Ekstra Bladet.
Herefter blev han puttet i en kuffert og bragt ud til "tyvehuset", som han kaldte det kollegieværelse, hvorfra han senere blev befriet.
Oliver fortalte, at kidnapperne havde tapet ham over mund og øjne, arme og ben.
"Da vi kom til tyvehuset, fik jeg nyt tape på øjnene, fordi jeg selv havde taget det af. Jeg kunne kun bevæge mine arme sådan her", sagde den lille dreng og rykkede ifølge politiken.dk armene op og ned i en lodret bevægelse.
Oliver kunne desuden fortælle, at kidnapperne hverken talte dansk eller kinesisk, og at han ikke kunne forstå, hvad de sagde.
Ifølge flere medier var de tiltalte i retssalen dybt berørte af den lille Olivers beretning.