"Det tegner til at blive den mest omfattende olieforurening, vi nogensinde har oplevet."
Sådan siger professor, dr. scient. ved Marinbiologisk Forskningscenter ved Syddansk Universitet, Hans Ulrik Riisgård, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Det er meget store mængder olie, der slipper ud hele tiden. Jeg har aldrig hørt om så meget før," siger han.
Hans Ulrik Riisgård tror ikke, det kan lade sig gøre at opsamle al olien.
"Fysisk og mekanisk opsamling virker fuldstændig håbløst. Det er et kæmpe område, der er dækket, og jeg tror ikke, det er muligt at standse olien. Det er også håbløst at tro, at man kan bekæmpe den kemisk. Så man kan håbe, at olien driver langt ud på havet, hvor fordampningen er stor," siger han.
Men på trods af de dystre udsigter melder det britiske olieselskab BP sig i dag klar til at betale alle de udgifter, der måtte komme i kølvandet på oliekatastrofen.
"Vi vil både betale for oprydningen - og vi vil betale erstatninger til grundejere, hvis olien ødelægger noget".
Det er udmeldingen fra BP's topchef Tony Hayward, efter blandt andet præsident Obama har kritiseret selskabet for ikke at gøre nok for at bekæmpe katastrofen og for ikke at melde klart nok ud om ansvaret for katastrofen. Det oplyser CNN.
Oliekatastrofen har ramt en olieplatform ud for Louisiana i Den Mexicanske Golf, og hver dag strømmer der, hvad der svarer til 5.000 tønder råolie ud i havet.
"Det er BP's ansvar at håndtere dette, og det står vi ved," siger Tony Hayward ifølge CNN til radiostationen NPR.
Oprydningen ventes at komme til at koste mindst 15 milliarder kroner, og dertil kommer sandsynligvis erstatninger til fiskere og grundejere, der får ødelagt deres indtjening som en følge af forureningen. Alene fiskernes tabte indtægt svarer på årsbasis til 14 milliarder kroner - og fiskeriet kan blive ramt i mange år fremover, frygter industrien.
Myndighederne forsøger i øjeblikket at standse olieforureningen på flere forskellige måder: De prøver blandt andet at inddæmme olien, og prøver med hjælp fra kemikalier at få den til at klumpe sammen, så den bliver lettere at rydde op, når den når kysten.
Miljøorganisationer frygter, at olieforureningen især kan få store skadevirkninger i Mississippi-deltaet, hvor en række unikke dyrearter kan være i fare for at få deres levesteder ødelagt.