Af Stine Behrendtzen
stbe@dny.dk
Det kan være et spørgsmål om timer eller måske bare minutter før skibet
Wilson Muuga overgiver sig til Atlanterhavets høje bølger og synker mod bunden
ud for Island. I så fald vil 145 ton olie sive direkte ud i havet til stor
skade for fugle og fisk.
Onsdag formiddag begyndte bagenden af skibet Wilson Muuga så småt begyndt at
synke i havet. Det barske vejr med storm og høj bølgegang betyder, at bunden af
skibet igen og igen hamrer mod klippegrunden og får hullet i skroget til at
udvide sig:
»Vi har meget slemt vejr, og det bliver ikke bedre. Det haster med at få
olien ud af skibet,« siger vagtchef i kontrolcentret hos den islandske
kystvagt, Leif Bryde.
Inden for den næste time vil miljøfolk og mandskab fra kystvagt og
brandvæsenet trække i kedeldragterne og sætte sig ind i de helikoptere, der
skal flyve dem om bord på det forulykkede skib. Holdet skal forsøge at bringe
en pumpe om bord på det vippende skib, der kan pumpe olien ud fra skibet.
De islandske myndigheder kæmper på højtryk for at forhindre katastrofen, som
på grund af det barske vejr rykker tættere på. Stormen pisker ifølge den
islandske kystvagt af sted med 25
meter i sekundet, og store bølger hamrer mod rælingen og
truer med at vippe skibet om kuld.
Det cypriotiske skib stødte i tusmørket i går morges på grund mod
klippegrunden ud for den islandske Keflavik-halvø på vej mod Rusland.
Besætningen blev bjerget under en redningsaktion, hvor en dansk marinekonstabel
mistede livet.
Ifølge biolog i Dansk Naturfredningsforening Henning Mørk Jørgensen er 145
ton olie ikke et af de store udslip. Men det vil have stor betydning for
områdets fugle:
»Hvis fuglene får olie på fjerene, kan de ikke holde vandet ude længere. Det
svarer til, hvis en dykker får hul på sin gummidragt. De dør af kulde,« siger
han og forklarer, at olie, der flyder til bunds, vil kunne skade dyrene på
havbunden.
Bortset fra vejret bliver bjergningsarbejdet yderligere besværliggjort af,
at der for øjeblikket er meget mørkt på island. Dagslyset begrænser sig til et
par timer om formiddagen.
»Det gør det mere besværligt. Vi må prøve
at bruge den lille smule dagslys vi har.«
Det kan være et spørgsmål om timer eller måske bare minutter før skibet
Wilson Muuga overgiver sig til Atlanterhavets høje bølger og synker mod bunden
ud for Island. I så fald vil 145 ton olie sive direkte ud i havet til stor
skade for fugle og fisk.