I den Mexicanske Golf kæmper man fortsat med at få opsamlet den enorme mængde olie, der fortsat strømmer ud i havet.
Indtil nu har det været småt med de positive udviklinger i sagen, men nu meddeler BP at den nye oliehætte, der blev installeret i går, formåede at opsamle 1.250 tønder råolie i løbet af de første 11 timer. Det meddeler Reuters.
Der er allerede én hætte på havbunden, som har virket siden den 3. juni. Tilsammen er det meningen, at de to hætter skal opsamle op mod 28.000 tønder råolie hver dag.
Men det er stadig ikke nok til at dæmme op for den konstante strøm af olie , der forurener den Mexicanske Golf. Amerikanske videnskabsfolk har opjusteret deres vurdering af den daglige mængde olie med 50 pct.
De mener nu, at der hver dag slipper mellem 35.000 og 60.000 tønder olie ud i den mexicanske bugt. Det svarer til 9,54 mio. liter dagligt.