Penge for millioner gik op i røg, da oprørere mandag aften angreb olielagre og -rør i Irak. Klokken 18.30 angreb ukendte gerningsmænd et distributionscenter ved Kirkuk i det nordlige Irak, og angrebet stoppede strømmen af olie til Iraks største olieraffinaderi.
Røgen fra branden kunne ifølge CNN ses mange kilometer væk.
Det andet angreb skete syd for Bagdad, hvor en bombe eksploderede under en olieledning. Ilden blev her slukket i løbet af to timer.
Angrebene kommer samtidig med, at George W. Bush er på vej til Mellemøsten for at besøge blandt andre Jordans Kong Abdullah og Iraks premierminister, Nuri al-Maliki.
En amerikansk tv-station, NBC, slog i går fast, at situationen i Irak er en borgerkrig, men den betgenelse afviser Det Hvide Hus stadig.
»Vi er helt klart i en ny fase, som kendetegnes ved sekterisk vold,« sagde en talsmand fra Det Hvide Hus, mens han samtidig afviste, at der er tale om borgerkrig.