En tunnel under Øresund mellem Helsingør og Helsingborg kan blive en realitet efter flere års stilstand.
I hvert fald er både den svenske og danske regering nu åben for en tunnel, der hvor Øresund er smallest.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) åbner i et skriftligt svar til Børsen for at undersøge en fast øresundsforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Det bliver kaldt en HH-forbindelse.
- Regeringen vil gerne undersøge mulighederne for at brugerfinansiere nye infrastrukturprojekter, og en fast HH-forbindelse er et projekt, man kan overveje at undersøge nærmere, hvis svenskerne ønsker det, lyder det fra Ole Birk Olesen i Børsen.
Og det gør de.
Svenske politikere har i årevis presset på for at få en HH-forbindelse, og udmeldingen fra den danske regering vækker glæde hos den svenske infrastruktursminister, Anna Johansson fra Socialdemokraterne, skriver Børsen.
Hvis der er politisk enighed, er Industriens Pension og PFA klar til at smide milliarder efter en ny tunnel.
- Det vil være et meget positivt projekt for os at være med i. Vores øverste mål er at skabe afkast til vores medlemmer, uden de løber en for stor risiko. Det står øverst på vores ønskeseddel. Dernæst står investeringer, som også er vigtige for samfundet, siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer hos Industriens Pension til Børsen.