Mens et flertal af danskerne mener, at alle skal køre med cykelhjelm, er transportminister Ole Birk Olesen (LA) overbevist om, at frit valg er det bedste for danskerne.
Det skriver han i en mail til Avisen.dk.
- Jeg er helt enig i betragtningen om, at flest muligt – børn som så vel voksne – bør benytte cykelhjelm, da det taler for den enkeltes sikkerhed, skriver han og fortsætter:
- I Danmark har vi allerede en stor frivillig tilslutning til brug af cykelhjelme, som har været stigende de seneste år. Jeg mener derfor fortsat, at vi skal lade det være op til den enkelte selv at vælge, om man vil benytte cykelhjelm. Et påbud om obligatorisk anvendelse af cykelhjelm, vil også kunne have den uheldige effekt, at de, der ikke ønsker at cykle med hjelm, lader cyklen stå og i stedet tager bussen eller bilen. Og det vil ikke være godt for hverken folkesundheden eller trafikafviklingen, skriver Ole Birk Olesen i en mail til Avisen.dk.
Forsker støtter lovpligtig hjelm
Ministerens udmelding kommer efter, at Avisen.dk mandag kan fortælle, at hele 72 procent af danskerne ønsker at indføre et påbud om, at man skal iføre sig cykelhjelm, når man bevæger sig ud i trafikken på cykel.
Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Avisen.dk.
Trods den folkelige opbakning støtter altså hverken Ole Birk Olesen, Cyklistforbundet eller Rådet for Sikker Trafik et lovindgreb. Det gør til gengæld trafikforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahrmann.
- Vi har for længst vænnet os til at tage sele på, når vi sætter os ind i en bil, og med lidt tilvænning kan hjelmbrug også blive en naturlig del af cyklisternes rutine, siger Harry Lahrmann til Avisen.dk.
68 procent af danskerne tror ikke, det vil påvirke deres cykeladfærd, hvis hjelmbrug blev obligatorisk. Kun 17 procent svarer, at det vil reducere deres brug af cyklen. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik.