Den olympiske guldvinder Aly Raisman har fredag sagsøgt USA's Olympiske Komité (Asoc) og landets gymnastikforbund.
Det sker som følge af dommen i januar på 175 års fængsel til den nu tidligere landsholdslæge Larry Nassar, som gennem to årtier forgreb sig på amerikanske gymnaster.
Aly Raisman blev selv misbrugt af Nassar på landsholdets træningscenter i Texas i 2010 og under OL i London for seks år siden.
23-årige Raisman mener, at gymnastikforbundet og landets olympiske komité har handlet uagtsomt. De burde have vidst, hvad der foregik, mener hun.
- De er endnu ikke villige til at foretage en fuld undersøgelse efter al denne tid, og uden at forstå, hvordan det kunne foregå, så er det umuligt at tro på, at man kan foretage de nødvendige ændringer.
- Jeg nægter at vente længere på, at disse organisationer gør det rigtige.
- Det er mit håb, at retssagen vil stille dem til ansvar og bane vejen for de ændringer, der er et så desperat behov for, fortæller Aly Raisman om sagsanlægget.
Tidligere på ugen trådte hele bestyrelsen i gymnastikforbundet tilbage som følge af dommen til Larry Nassar.
Aly Raisman var både i 2012 og 2016 med til at vinde olympisk guld med det amerikanske landshold.
/ritzau/AFP