Det er blevet hverdag for den skotske tennisspiller Andy Murray, der for halvanden uge siden oplevede en af karrierens største stunder, da han vandt den olympiske tennisturnering på "hjemmebane" i Wimbledon.
Uden bølgen af goodwill og tilskueropbakning er det imidlertid lidt mere besværlig for verdens nummer fire, og torsdag stod han for noget af en skuffelse, da han blev slået ud af tredje runde af ATP-turneringen i Cincinnati, USA.
Modstanderen var ellers ikke skræmmende. Franskmanden Jeremy Chardy, der indtager en placering som nummer 38 i verden, vandt imidlertid i to sæt 6-4, 6-4 over den britiske favorit, der havde vundet alle fire hidtidige møder mellem de to.
Dermed skal Western & Southern Open, som turneringen hedder, have en ny vinder, da Andy Murray stillede op som forsvarende mester. Favorit er Roger Federer fra Schweiz. Manden der topper verdensranglisten er topseedet i Cincinnati.
/ritzau/