For nylig oprettede Vatikanstaten et atletikhold, og torsdag godkendte Italiens Olympiske Komité (Coni) så oprettelsen af Vatikanets Atletikforbund.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det betyder i første omgang, at de foreløbig 60 medlemmer af forbundet kan konkurrere i både nationale og internationale atletikkonkurrencer.
Præsidenten for Vatikanets Atletikforbund, Melchor José Sänchez de Toca y Alameda, fortæller, at den langsigtede drøm er at deltage ved den største begivenhed af dem alle på atletikscenen.
- Drømmen, som vi ofte har haft, er at se Vatikanets flag blandt delegationerne ved de olympiske leges åbningsceremoni, siger han.
Det ligger dog godt ude i fremtiden.
Lige nu er forbundets yngste udøver en 19-årig vagt fra Schweizergarden, mens en 62-årig professor fra biblioteket topper aldersskalaen indtil videre.
Desuden er to unge, afrikanske asylansøgere optaget som æresmedlemmer i forbundet.
I første omgang satser forbundet på at stille op i mindre konkurrencer, men man har via aftalen med Coni fået adgang til Det Italienske Atletikforbunds trænings- og medicinske faciliteter.
Præsidenten for Coni, Giovanni Malago, hilser Vatikanets Atletikforbund velkommen, men for at OL-drømmen skal blive til virkelighed, kræver det mere.
- Det bliver nødvendigt for dem at samarbejde med andre forbund, siger Malago til mediet Vatican News.
- Jeg er sikker på, at det vil ske, men i dag (torsdag) har vi sat gang i en modig og succesfuld opstart.
Vatikanstaten har i forvejen et fodboldhold og et crickethold.
/ritzau/