Caroline Wozniackis vej til en finaledeltagelse i WTA-turneringen i Montreal er blevet noget kortere, efter at verdens nummer et, Victoria Azarenka, fredag måtte trække sig ud af turneringen med en knæskade.
Den hviderussiske tennisstjerne giver den korte restitutionstid efter OL i London skylden for endnu et uheld i en sæson, der har vekslet mellem store succeser og skadespauser.
- Jeg havde ingen tid til at komme ovenpå, og min krop kan mærke det. Jeg fik en fornemmelse af, at mit knæ ikke havde det for godt, og jeg håber ikke, det er noget alvorligt, siger Victoria Azarenka ifølge Reuters.
Australian Open-vinderen håber, at hun når at blive klar til sæsonens sidste grand slam-turnering, US Open, der starter den 27. august.
Caroline Wozniacki stod til at møde Azarenka i semifinalen, hvis hun altså når så langt.
For hviderusseren betyder den hurtige exit, at hun formentlig må vinke farvel til placeringen øverst på verdensranglisten. Den overtager Agnieszka Radwanska, hvis hun vinder sin kamp i tredje runde natten til lørdag.
/ritzau/