Den kenyanskfødte bahrainske maratonløber Eunice Jepkirui Kirwa er blevet udelukket i fire år for brug af det ulovlige stof epo.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at Atletikkens Integritetsenhed (AIU) under Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har tildelt OL-sølvvinderen i maraton karantænen, der er gældende med tilbagevirkende kraft fra 7. maj i år.
35-årige Kirwa har været midlertidig udelukket siden maj, hvor hun afleverede en blodprøve, der indeholdt spor af epo.
Hun fik sølv ved OL i Rio i 2016, hvor hun kom ind efter den kenyanske løber Jemima Sumgong.
Sumgong gik også i dopingfælden i 2017, hvor en test viste spor af epo.
Hun hævdede, at hun blev testet positiv, efter at hun havde opsøgt et hospital i Kenya på grund af en graviditet uden for livmoderen.
I den forbindelse modtog hun en behandling med et ukendt præparat, sagde hun.
Eftersom Jemima Sumgong ikke kunne føre bevis for sin påstand, blev hun udelukket i fire år.
I januar i år blev hun udelukket i otte år for forsøg på at hindre efterforskningen af hendes epo-brug med falske dokumenter.
/ritzau/