OL: Snart kan kun doping slå rekorder

Den menneskelige krop har snart nået sin grænse. Eksperter forventer færre verdensrekorder de kommende år.

De olympiske leges motto - "hurtigere, højere, stærkere" - skaber et billede af en stime af atletiske rekorder.

Der er imidlertid ingen grund til at tro på, at atleter hverken ved OL i London eller årene derefter vil blive ved med at overgå deres forgængere i sportsdisciplinerne.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det vurderer en række forskere, som siger, at rekorderne er begyndt at flade ud, og at det inden for nogle år vil blive nærmest umuligt at sætte nye rekorder - i hvert fald ikke uden doping, gensplejsning eller fremtidig teknologi.

- I alle sportsgrene ser man en udjævning, siger Steve Haake, der er leder af det sportsvidenskabelige fakultetet på Sheffield Hallam University.

- Verdensrekorden i længdespring for mænd blev sat i 1991, mens rekorden i stangspring senest blev slået i 1994. Og siden specialdesignede svømmedragter i 2010 blev forbudt, er resultaterne på kortere distancer kun gået tilbage, siger Steve Haake.

Den samme iagttagelse har Geoffroy Berthelot fra INSEP Sportsinstitut i Paris gjort sig efter at have forsket i olympiske rekorder helt tilbage til 1896, hvor det moderne OL blev dannet.

Hans udregninger viser, at vor tids atleter har nået 99 procent af, hvad menneskets fysiologi kan nå.

- Sportspræstationer når et fysiologisk plateau, siger han og forklarer, at halvdelen af de 147 studerede sportsgrene i 2027 vil have nået deres grænse.

Herefter vil de højst kunne forbedres med 0,05 procent.

Reza Noubary fra Bloomsburg University i Pennsylvania siger, at mændenes 100-meter-løb, som anses for at være det ultimative mål for menneskelig acceleration og fart, højst kan nå ned på 9,4 sekunder.

- Mine data tyder på, at stigningen i den menneskelige hastighed er aftagende og i sidste ende helt vil stoppe, siger Noubary.

Udregningen tager imidlertid ikke højde for fremkomsten af ekstraordinære løbere som Jamaicas Usain Bolt, der i øjeblikket har verdensrekorden på 9,58 sekunder.

- Det er umuligt for nogen at forudsige ekstremt atletisk talent, konstaterer Noubary.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.