Skydning er helt bogstaveligt talt de små marginalers idrætsgren. Få millimeter gør ofte forskellen på succes og fiasko.
Derfor kan den samme skytte, der en uge forinden ramte plet stort set hver eneste gang, sagtens have en offday og ende langt nede på resultatlisterne i ugen efter.
Det har OL-skytten Stine Nielsen prøvet på egen krop. Til World Cup-stævnet i London i april nåede hun finalen og skød sig ind på en sjetteplads i 10-meter-luftriffel.
Få dage senere var hun til gengæld langt fra et topresultat, da hun sluttede på en 47.-plads på 50-meter-salonriffel.
- Nogle dage laver man tiere på stribe, og andre dage rammer man bare ingenting, siger Stine Nielsen.
Hun har præsteret at lave 400 point af 400 mulige, men har altså også dårlige dage på skydebanen. Det er oftest psyken, der driller, når det ikke lige kører, fortæller hun.
- Det kan være svært at fokusere, hvis man laver tre niere på de første 10 skud. Så kan man godt begynde at spekulere over, hvad det er, der sker, siger hun.
- Så handler det om at stoppe op og løbe listen igennem med det, man skal huske at gøre og måske rette en eller to ting. Det kan betyde utroligt meget at flytte det ene ben en centimeter bagud, for eksempel, fortæller Stine Nielsen.
Stine Nielsen skal i OL-aktion for første gang lørdag 28. juli, hvor det gælder 10 meter riffel. I samme konkurrence skyder Stine Andersen.
/ritzau/