»Et OL kommer med al sandsynlighed til at give et samfundsøkonomisk underskud, men typisk siger befolkningen efter et OL, at ’det var det værd’, at ’vi var glade for det’. Og nogle gange er det også o.k. at holde en fest, hvis man synes, at man har råd til det.«
Sådan siger direktøren for Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt, efter Finansminister Thor Pedersen tirsdag meldte ud, at han hellere vil bruge de mange penge på sygehusvæsenet end på et dyrt OL.
Henrik Brandt forstår på den ene side godt, at en finansminister siger sådan, men han mener på den anden side ikke, at det er pengene, der skal være afgørende for om Danmark skal søge om at afholde OL i 2024.
»Ikke at økonomien er ligegyldig, men hvis den eneste vision for et dansk OL er, at det skal være godt for økonomien, så skal vi lade være. Så er det ikke en stærk nok vision. Nej, det skal være en idrætslig vision eller en samfundsmæssig vision,« siger Henrik Brandt.
Spare-OL umuligt
Han peger også på et andet problem, hvis man fokuserer for meget på, at arrangementet skal give overskud:
»Hvis man tror, at man kan køre det som et spare-OL, hvor man bare viser det allermest nødvendige, og har det som overordnet vision, at det skal tjene penge, så får man det slet ikke tildelt. Vi er oppe imod byer og regioner, som vil give deres højre og venstre arm for at få lov at arrangere det,« siger han.
Pengene værd
De meget høje omkostninger, som London har i forbindelse med forberedelser til OL i 2012 bliver sat i perspektiv af en rapport, som Kulturministeriet sidste år fik udarbejdet. Den konkluderede, at Danmark ville kunne tjene en lille halv milliard danske kroner på arrangementet.
Den rapport fik imidlertid en hård kritik med på vejen. Harry Arne Solberg fra Trondheim Økonomiske Høgskole mener blandt andet, at det er for usikkert at forudse realistiske budgetter så langt ude i fremtiden.
»Hvis man bestemmer sig for at søge, så må man tage højde for at arrangementet vil koste de danske skatteydere penge, alligevel vil de fleste nok efterfølgende mene, at festen var pengene værd,« konkluderer han.