OL-sejlads: Jonas Høgh åbner med sejr

Jonas Høgh-Christensen fik den perfekte start på OL, da han vandt første sejlads foran favoritten Ben Ainslie.

Danmarks OL-medaljehåb i finnjolle Jonas Høgh-Christensen åbnede sin OL-deltagelse med en sejr, hvilket må siges at være den perfekte start for danskeren.

Forud for søndagens to indledende sejladser i vandet ved Weymouth sagde danskeren ellers, at det gjaldt mere om at komme stille og roligt i gang og undgå at gå helt ned og ende i feltets tunge ende, end det handlede om at jagte en sejr i de første sejladser.

Jonas Høgh-Christensen er dog næppe ked af, at det endte med en sejr i første sejlads, hvilket giver gødning til den i forvejen fine optimisme, der omgiver den erfarne danske sejler ved OL.

Jonas Høgh-Christensen vandt den første sejlads foran den absolutte forhåndsfavorit i klassen, briten Ben Ainslie. Kroatiens deltager i finnjolle blev nummer tre.

Finnjolle-sejlerne skal på vandet til 2. sejlads senere søndag. OL-guldet bliver fordelt efter 10 sejladser og et såkaldt medalrace.

/ritzau/

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.