Det dufter fortsat af en dansk OL-medalje i finnjollen, efter at Jonas Høgh-Christensen mandag eftermiddag blev nummer to i tredje sejlads og dermed forsvarede sin førsteplads i konkurrencen.
På forhånd var Jonas Høgh-Christensen - som er blevet verdensmester to gange - et godt bud på en dansk medalje, og han har indtil videre vist storform. I de to første sejladser snuppede danskeren førstepladser.
I tredje sejlads lå danskeren hele tiden med fremme, men måtte til sidst se Dan Slater fra New Zealand komme først over målstregen.
Jonas Høgh-Christensen fører med samlet fire point, mens den tredobbelte OL-guldvinder briten Ben Ainslie er toer med 10 point efter en sjetteplads i tredje sejlads.
OL-medaljerne bliver først fordelt efter 10 sejladser og en medaljesejlads, hvor de 10 bedste både scorer dobbelt-point.
Fjerde sejlads afvikles senere mandag eftermiddag.
/ritzau/