OL i London betyder, at lufthavnene i Sydøstengland kommer til at opleve flere starter og landinger end nogensinde før. Der ventes 240.000 ekstra passagerer med rutefly og 3000 flere privatfly end normalt i de 31 dage, OL varer.
Den samlede flytrafik i luftrummet bliver øget med seks procent - mere end de ellers travle lufthavne i London og det sydøstlige England nogensinde har prøvet før.
Det oplyser rådgivningsfirmaet Atkins, der samarbejder med de britiske transportmyndigheder om at planlægge nye flyveveje i det tætpakkede luftrum.
- Flyruter vil blive omlagt, ligesom regionale lufthavne i hele Sydøstengland vil skulle aflaste de vanlige lufthavne i London, siger lufthavnsspecialist Mike Pearson fra Atkins i en pressemeddelelse.
De olympiske og paraolympiske lege forventes at trække 70.000 sportsfolk, sponsorer og ledere samt 600.000 tilskuere.
Den travleste rejsedag ventes at blive mandag den 13. august - den dag, OL's afslutningsceremoni finder sted. Da forventes 200 ekstra afgange fra de fem primære lufthavne i London-området. Men de rejsende skal nok komme frem, lover Atkins.
- Vores arbejde viser, at Londons lufthavne har tilstrækkelig kapacitet og fleksibilitet til at kunne håndtere store begivenheder som de olympiske lege, siger Mike Pearson.
/ritzau/