De russiske guldfavoritter rettede fredag op på en skidt start i den olympiske ishockeyturnering i Sydkorea.
Det skete med en overbevisende sejr på 8-2 over Slovenien.
Russerne revancherede dermed åbningsnederlaget til Slovakiet og viste, at man alligevel skal regne med dem i Pyeongchang.
Det begyndte alligevel en anelse nervøst mod slovenerne, der holdt stand i de første 18 minutter af første periode. Herefter lynede russerne to gange inden for 22 sekunder, og så blev Slovenien ellers kørt over.
Fire scoringer i anden periode blev fulgt op af yderligere to i tredje periode.
Kiril Kaprizov nettede tre gange for russerne, mens Ilya Kovalchuk scorede to.
De mange russiske KHL-stjerner stiller ikke op under det russiske flag i Pyeongchang, da Rusland er udelukket fra legene på grund af landets problemer med doping.
I stedet stiller russerne op under navnet "olympiske atleter fra Rusland".
Da den nordamerikanske NHL ikke har frigivet spillere til OL-turneringen, savner flere lande deres topspillere. På papiret har russerne derfor også det langt stærkeste hold i Sydkorea.
I den sidste gruppekamp venter USA på russerne. Amerikanerne rejste sig fredag fra et åbningsnederlag til Slovenien, da Slovakiet blev besejret med 2-1.
USA og russerne mødes lørdag i den sidste spillerunde i gruppe B, hvor blot et enkelt hold er garanteret en plads i semifinalerne.
Den bedste toer på tværs af de tre grupper får også en plads i semifinalerne.
/ritzau/