OL-fanebærer får karantæne i russisk dopingskandale
FILE PHOTO: Russia''s pilot Zubkov poses with gold medal during ceremony for four-man bobsleigh event at Sochi 2014 Winter Olympics (Foto: Ai Project/Ritzau Scanpix)
Fire russiske bobslædekørere er blevet idømt to års karantæne. Deriblandt en dobbelt OL-guldvinder.

Dopingskandalen i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014 koster nu fire russiske bobslædekørere en lang karantæne.

Blandt de fire er Alexander Zubkov, der havde æren af at bære den russiske fane ind på det olympiske stadion i Sotji under indmarchen.

Zubkov har allerede fået annulleret sine resultater ved legene, men mangler ifølge Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fortsat at aflevere sine to guldmedaljer.

Ud over Zubkov er hammeren faldet over Alexander Kasyanov, Aleksei Pushkarev og Ilvir Khuzin.

Kvartetten har fået to års karantæne af Det Internationale Bobslæde- og Skeletonforbund og er således spærret til december 2020.

Dermed tilslutter forbundet sig en tidligere afgørelse fra sportsdomstolen CAS, som har fastslået, at de fire var en del af et organiseret dopingprogram under legene, hvor positive dopingprøver blev udskiftet med rene.

Karantænen gælder ikke kun deltagelse i konkurrencer, men også alle andre funktioner i sporten. For Zubkov betyder det, at han ikke må varetage sit hverv som præsident for Ruslands Bobslædeforbund.

Sagen kompliceres dog af en dom fra retten i Moskva, der i efteråret slog fast, at CAS-afgørelser ikke er gældende i Rusland. Derfor har 44-årige Zubkov hidtil kunnet blive siddende i præsidentsædet.

/ritzau/AFP

via Listen To News