Torino – Aalborg – Vancouver.
Mellem storslåede olympiske vinterlege i Italien i 2006 og Canada i 2010 lægger en helt særlig flamme nu vejen forbi danske Aalborg.
Den olympiske fakkel er nemlig kommet til Jylland. Her tændes den onsdag eftermiddag, fortæller formanden for løbeklubben Aalborg Øst Road Runners Club, Esben Elbæk, som har været med til at få OL-faklen til Danmark.
- Den er tung. Den vejer over tre kilo. Det gav lige et sus – så stod jeg der med den rigtige fakkel, som den olympiske ild i Torino blev tændt med. Det var lidt fedt, fortæller Esben Elbæk.
Fakkelløb gav ideen
Faklen kom til Aalborg fredag. Dens første besøg på dansk jord var en mellemlanding i hovedstaden, hvorfra den blev fløjet til Århus. Herfra blev den kørt til olieselskabet BP’s kontor i Aalborg.
Det er BP, der blandt andet står for at producere gas til faklerne, og de var begejstrede for ideen om at få faklen til Aalborg. Den skal blandt andet bæres rundt af løbere på et syv gange 24 timers løb fra 13.-20. april.
Aalborg Øst Road Runners Club fik ideen til at få faklen til byen, da de i forbindelse med den store sundhedskampagne KRAM, som blev skudt i gang tirsdag, overvejede at lave et fakkelløb.
Tre olympiske fakler
Der findes tre olympiske fakler, hvoraf de to befinder sig et sted i Fjernøsten på vej til sommer-OL i Beijing til august. Den sidste er nu i Aalborg, hvor byrådsmedlem Anna Kirsten Nielsen (S) tænder faklen ved afslutningen af et 24-timers løb onsdag klokken 16.
Herefter løber Thomas Søndergaard med politieskorte til Tornhøjhallen, hvor ilden skal brænde frem til ugeløbet 13. april.