- Vi beder Dem om at respektere ytringsfriheden, religionsfriheden og friheden til at mene, hvad man vil, i Deres land - inklusive Tibet, lyder budskabet i et åbent brev fra 127 sportsfolk til Kinas præsident, Hu Jintao.
På dagen, hvor De Olympiske Lege begynder med et brag af en åbningsceremoni i Beijing, har de 127 topatleter brugt den naturlige opmærksomhed omkring OL til at kræve, at Kina overholder menneskerettighederne.
40 af sportsfolkene deltager i Legene, og brevets underskrivere tæller blandt andre verdensrekordindehaveren i 110 meter hækkeløb, Dayron Robles, og verdensmesteren i højdespring, Blanka Vlasic.
Brevet er trykt i dagens udgave af avisen International Herald Tribune.