Førsteseedede Roger Federer er klar til semifinalen i OL-herresinglen, efter at tennislegenden torsdag sendte amerikanske John Isner ud efter to sæt med cifrene 6-4, 7-6.
Og i semifinalen venter Argentinas Juan Martin del Potro, som i årets French Open tvang schweizeren ud i en fem-sætter. Argentineren vandt således de to første sæt, inden Federer tog sig sammen og vandt 6-2, 6-0, 6-3 i de sidste tre sæt.
- Det var en hård femsætter til French Open (...) Jeg er ikke overrasket over, at han er i semifinalen her igen. Han har spillet en masse tennis i år. Han har altid en slags momentum kørende og god selvtillid, siger Federer.
Faktisk slog Juan Martin del Potro den schweiziske tennisspiller, da de to mødtes i US Open-finalen i 2009.
- Jeg har noget at se til, når jeg møder Juan Martin. Han har åbenlyst slået mig i den største kamp, vi har spillet mod hinanden - finalen ved US Open.
- Han er en stor spiller med en hård serv. Det gør det helt klart tricky på en hurtig bane som græs, siger Federer.
I den anden semifinale mødes Novak Djokovic og det britiske hjemmebanehåb Andy Murray. Serberen slog franske Jo-Wilfried Tsonga med 6-1, 7-5 i kvartfinalen, mens Murray let vandt 6-4, 6-1 over skadede Nicolás Almagro.
Og serberen ved, hvad der venter ham.
- Andy er hjemmebanehelten.
- Han har spillet bedre end nogensinde på græs. Jeg er nødt til at spille mit allerbedste tennis, siger Djokovic.
Hos damerne er alle semifinaler også på plads, efter Maria Sharapova først på aftenen slog Kim Clijsters 6-2, 7-5. I semifinalen møder russeren sin landsmand Maria Kirilenko, der vandt over tjekkiske Petra Kvitova 7-6, 6-3.
Den anden semifinale kommer til at stå mellem Serena Williams, som udraderede danske Caroline Wozniacki 6-0, 6-3, og hviderussiske Victoria Azarenka, som slog tyske Angelique Kerber med 6-4, 7-5.
/ritzau/