På verdens største ølfestival bliver metaldetektorer i år en del af festlighederne.
Når Oktoberfest i München i Tyskland lørdag skydes i gang, er der nemlig skruet op for sikkerheden.
Det oplyser en af arrangørerne bag Oktoberfest.
- Målet er at opspore knive, siger arrangør Clemens Baumgaertner.
Der vil derudover også være flere vagter til stede, end der tidligere har været.
Ændringerne skyldes, at der i i august til en festival i den tyske by Solingen skete et knivangreb, der kostede tre personer livet.
Den militante gruppe Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.
Den traditionsrige ølfestival holder samtidig fast i sikkerhedsforanstaltninger fra tidligere år.
Det gælder blandt andet, at festivaldeltagernes tasker bliver tjekket, inden de tillades adgang, og at der kan finde kropsvisitationer sted.
Samtidig er politiet i München også på stedet, for at holde øje med at ingen tager våben med ind.
I denne sammenhæng kan der også blive uddelt bøder, oplyser Andreas Franken, som er talsperson for politiet i München.
- Til enhver, der overvejer at tage sin jagtkniv med, fordi det ser smart ud - det er ikke en god idé, det koster virkelig mange penge, siger han.
Oktoberfest afholdes hvert år i München, som er den største by i delstaten Bayern. Den betegnes som verdens største folkefestival og tiltrækker årligt omkring seks millioner gæster.
Det er i år den 189. udgave af festivalen.
Der er ved festivalen blandt andet forlystelser, underholdning, tyrolermusik, øltelte i massevis og traditionel bayersk mad.
Tysk øl er i centrum, og der bliver hvert år drukket millioner af liter øl af gæsterne.
Oktoberfest løber i år fra 21. september til 6. oktober.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters