Jores Okore har præsteret et flot personligt titelhattrick den seneste måned.
Først blev han kåret til årets talent ved Dansk Fodbold Award, siden af kollegerne i Spillerforeningen, og mandag blev han kåret til årets U/21-talent af Dansk Boldspil-Union (DBU).
Den 20-årige FC Nordsjælland-profil erkender, at han har ryddet bordet, hvad angår titler for U/21-spillere.
- Ja, det har jeg lidt. Det er altid sjovt og dejligt at vinde en titel. Det er lidt de samme priser, og det er en cementering af, at jeg er i gang med noget godt.
- Jeg er på rette vej til at blive en god fodboldspiller. Jeg ser det som et skulderklap. Det er jo ikke ligegyldigt, siger Jores Okore.
I FCN er Okore blevet viceanfører og forsvarsgeneral, mens han på A-landsholdet efterhånden er udtaget hver eneste gang, men stadig står lidt i skyggen af Daniel Agger og Simon Kjær.
- Jeg kæmper jo hele tiden for at blive en af de bedre fodboldspillere, og det er dejligt som ung at kunne få noget ros via disse titler.
- Det er fedt, at man har mulighed for at blive årets talent og ikke kun årets spiller. Det gør det stadig specielt, selv om jeg har fået en del af dem indtil videre, forklarer Okore.
I øjeblikket er Okore ukampdygtig med en skade, men FCN er også gået på vinterpause, så Okore kan nå at blive klar til kampene i det nye år. Her skal han også med på ligalandsholdets tur til USA i januar.
/ritzau/