"X Factors" liveshows indledes på fredag, og de næste mange uger kan seerne se feltet blive mindre i takt med at bulen på den kvindelige dommers mave vokser.
Oh Land - alias Nanna Øland Fabricius - afslører nemlig på Instagram, at hun er gravid.
“I denne sæson bliver det sværere end sædvanligt at finde tøj, der passer”, skriver Oh Land til billedet, hvor man tydeligt fornemmer, at der er noget i gære under den stramtsiddende kjole.
Den 34-årige sangerinde har i forvejen sønnen Svend med eksmanden Eske Kath. I det seneste års tid har "X Factor"-dommeren dannet par med Adi Zukanovic, der ligesom eks-manden også er kunstner.
Barnet kommer efter planen til sommer, så fødslen skulle ikke give problemer i forhold til "X Factor"-udsendelserne.
De sidste sæsoner af "X Factor" har udviklet sig til det helt store baby boom, og Oh Lands kollegaer har alle gang i bleerne på hjemmefronten. Thomas Blachman blev far til sit tredje barn i slutningen af 2019, mens både Ankerstjerne og værten Sofie Linde fik en pige i 2018.