Arsenal måtte onsdag tage til takke med 1-1 i udekampen mod Brighton i Premier League.
Dermed sluttede London-holdet sig til Manchester City på listen over hold med en pointmæssigt dyr juleperiode.
For to kampe siden tabte Arsenal 2-3 til Southampton, og med det ene point er Unai Emerys tropper på femtepladsen med 38 point for 19 kampe.
Med det ene point er Brighton på 13.-pladsen i Premier League.
Pierre-Emerick Aubameyang strøg ellers til tops på Premier Leagues topscorerliste, da han sendte bolden op i hjørnet til Arsenal-føring 1-0 efter syv minutter.
Scoringen faldt, efter Brighton-forsvaret havde forpasset gentagne muligheder for at få bolden ud af farezonen.
Udligningen kom efter 35 minutter, da Jürgen Locadia afsluttede et kontraangreb efter et Arsenal-hjørnespark med et træk forbi målmand Bernd Leno og scoring i tomt mål.
Brightons våben var lange bolde fremad, og ved scoringen gav det pote, da en lang aflevering strøg hen over hovedet på Arsenal-højrebacken, Stephan Lichtsteiner, der burde have headet den væk.
Arsenal var bedst før pausen, men i hele den første halvdel af anden halvleg præsterede Arsenal ikke et skud indenfor målrammen, og Brighton kom til et par gode muligheder, der kunne have givet en sejr.
Arsenal kom tæt på scoring seks minutter før tid, da bolden af en Brighton-spiller blev losset ind på Alex Iwobi og strøg snert forbi den fjerneste stolpe.
I næste spillerunde skal Arsenal en tur til Anfield og møde topholdet, Liverpool, der er 13 point foran Arsenal i tabellen.
I lørdagens sene opgør i Premier League vandt Chelsea 2-1 på udebane over Watford.
I tillægstiden af første halvleg udnyttede Chelsea en opspilsfejl i Watford-forsvaret, og Eden Hazard blev spillet fri, hvorefter han rundede keeperen og bragte Chelsea foran.
Føringen holdt dog kun få minutter, da Roberto Pereyra udlignede på en flot helflugter fra kanten af feltet efter et hjørnespark.
I anden halvleg blev et klodset straffespark begået af Watford-keeper Ben Foster udslagsgivende.
Det blev begået mod Eden Hazard, og belgieren udnyttede selv sparket fra pletten efter 58 minutter.
Med sejren ligger Chelsea nummer fire i Premier League med 40 point og 11 point op til Liverpool. Watford ligger nummer ni med 27 point.
/ritzau/