Skrevet i samarbejde med Jakob Melgaard | jame@avisen.dk
Det vigtigste først: Viborg fik mandag aften slettet det grimme nul på pointtavlen for denne sæson, mens Brøndby... Tja: Brøndby er nu oppe på 22 udekampe i træk uden sejr.
Med hensyn til Brøndby var det denne gang ikke så meget spillernes skyld, at det falmede storhold fra Vestegnen i går forlængede sin helt utrolige stime af udekampe i træk uden sejr.
Bagud 0-1 pressede Brøndby gennem det meste af anden halvleg ufortrødent på for at få den forløsende udligning. Den kom først efter 75 minutter, da Morten Duncan Rasmussen fyrede af fra kanten af feltet.
Inden da havde både Peter Madsen og Kim Daugaard brændt kæmpechancer, hvilket let kunne have knækket et mindre karakterfast hold.
Tæt på flere mål
At kampen endte 1-1, kom sikkert ikke bag på mange, men faktisk kunne det hele let være blevet meget mere målrigt.
Inden der var gået 120 sekunder, havde de to hold allerede brændt tre chancer, som hver for sig kunne have givet mål på en god dag. Sådan fortsatte det fra felt til felt de næste 10 minutter, hvor et par særdeles gavmilde forsvar kun havde tamme angreb at takke for at det stadig stod 0-0.
Det var dejligt befriende at se to hold, som tilsyneladende satte viljen til at vinde over frygten for at tabe.
Kort før den halve time spillede Steffen Højer flot Petter Furuseth fri til skud. Og nordmanden var sikker: 1-0 til hjemmeholdet.
Efter pausen troede Brøndby på det igen. Udeholdet var klart bedst efter pausen, mens Viborg ikke evnede at gøre meget mere end at spille på at holde nullet, bortset fra enkelte chancer.
- Vi prøvede at spille fodbold i anden halvleg - det gjorde vi ikke i første halvleg. Da vi kom på 1.1 spillede vi rigtig godt - men så faldt vi i søvn igen. Vi var åbenbart tilfredse med 1-1, sagde Morten Duncan Ramussen til TV2 Sport efter kampen.
Det uafgjorte resultat betyder, at Viborg fortsat er bundprop, mens Brøndby tager et mindre tigerspring opad i tabellen, men det er nok en ringe trøst på Vestegnen, hvor man gerne havde set, at der blev sat en stopper for den dårlige stime.
Mål:
1-0 Petter Furuseth-Olsen (28.)
1-1 Morten Duncan Rasmussen (75.)
Udvisninger:
Ingen
Tilskuere:
6.981 på Viborg Stadion
Dommer:
Peter Rasmussen