Der lød et lettelsens suk i Banedanmark onsdag eftermiddag. De sidste tilskadekomne fra tirsdagens ulykke i København blev udskrevet fra Rigshospitalet, og meldingerne lød på knubs og blå mærker.
Ingen af de seks børn og heller ikke deres lærer havde brandsår, og dermed har de ikke fået strøm gennem sig, som gisningerne ellers gik på kort efter ulykken.
»Vi er selvfølgelig ikke så hovski-snovski, at vi ikke kan sætte os ind i, at det har været en frygtelig oplevelse for de implicerede i ulykken. Men vi er glade for, at de ikke har fået strøm igennem sig, for det viser, at vores sikkerhedssystemer virker. En køreledning skal afbrydes øjeblikkeligt, når den river sig løs,« siger områdechef i Banedanmark Kim Andersen til Avisen.dk.
Stor fokus
Det er første gang i halvtreds år, at en løsreven køreledning skader mennesker, og anden gang, at en køreledning river sig løs på en perron. Langt de fleste køreledninger, sidste år præcis 32, falder ned ude i terrænet, som det hedder på tog-sprog. Dels ved, at toget river dem ned, og dels ved at træer og fugle kortslutter ledningerne.
Kim Andersen fortæller, at Banedanmark overholder alle regler om sikkerhed, men at det er umuligt at eliminere uheld 100 procent.
»Så længe ulykken fra Hovedbanegården er ved at blive undersøgt, vil jeg ikke kommentere på den. Men nu afventer vi konklusionen, og vil derefter tage den til efterretning. Hvis det viser sig, at vi kan sikre yderligere, vil vi naturligvis gøre det. Men vi har i forvejen stor fokus på netop dette område, siger områdechef Kim Andersen.