De Røde Djævle Manchester United har i mange år ikke haft den store frygt for lokalrivalerne Manchester City. Dertil har konkurrencen simpelthen været for ringe.
Men nu er tiderne skifter, efter de lyseblå har fået arabiske oliemilliarder på bankbogen.
Seneste skridt i udviklingen bliver skrevet her på en mandag aften i juli.
Manchester City har nemlig sikret sig angriberen Carlos Tevez, der de seneste år har lavet mål i den anden ende af byen på det legendariske Old Trafford. Lige som på 'Drømmenes Teater' vil han i City iklæde sig trøje nummer 32.
"Han er ikke bare enestående teknisk, men han er en sikker målscorer og en spiller, der vil bidrage til holdets moral med en ny og spændende angrebsdimension," lyder det fra Man. City manager Mark Hughes på klubbens hjemmeside.
"Jeg kan simpelthen ikke vente med at byde ham velkommen. Den her aftale er endnu et bevis på, at vores ejer, Sheikh Mansour, vil gøre klubben så god som overhovedet muligt," fortsætter Hughes.
Carlos Tevez har underskrevet en femårig kontrakt med klubben fra City of Manchester Stadium.
25-årige Tevez nåede at lave 34 mål i 99 kampe på den hjemlige scene for Man United.