Vi har måttet vente på den, men mandag ramte sommeren for alvor Danmark. Sådan helt officielt. For mellem klokken 15 og 16 sneg kviksølvet i termometeret ved Landbohøjskolen på Frederiksberg sig helt op i 25,1 og opfyldt dermed definitionen på en sommerdag, der hedder 25 grader.
Det er især hovedstaden, der har oplevet sommervejret mandag, ved kysterne med pålandsvind var temperaturen noget lavere.
I år har vi måttet vente lidt længere på den første sommerdag i forhold til sidste år, hvor den faldt den 18. maj.
Sommervejret har dog ikke slået permanent lejr over Danmark. Allerede mandag aften breder et område med byger sig over landet, og temperaturen falder til mellem 9 og 15 grader.