Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius skifter fra italienske Atalanta på en etårig lejeaftale til den franske fodboldklub Bordeaux.
Det bekræfter Bordeaux fredag aften på Twitter.
Cornelius nåede aldrig at få sit gennembrud i Atalanta i sidste sæson og har også kæmpet for at få spilletid i begyndelsen af denne sæson.
Torsdag aften brændte Cornelius et straffespark, da Atalanta røg ud af Europa League efter et nederlag til FC København.
Cornelius har tidligere i to omgange spillet for FCK med stor succes.
Atalanta spillede 0-0 både hjemme og ude mod FCK, der endte med at vinde efter straffesparkskonkurrence.
Cornelius blev skiftet ind i begge Atalantas kampe mod FCK, mens det ikke er blevet til spilletid i de første to kampe i Serie A.
Skiftet fra Atalanta til Bordeaux er kuriøst på en ret speciel måde.
Angriberen kan nemlig i Bordeaux få chancen for at møde FCK igen, da de to hold er havnet i samme Europa League-gruppe i efteråret.
Bordeaux tager 4. oktober imod FCK i den anden gruppekamp i Europa League. De to andre hold i gruppen er russiske Zenit og tjekkiske Slavia Prag.
I Bordeaux bliver Cornelius desuden holdkammerat med landsmanden Lukas Lerager.
Både Cornelius og Lerager var med på det danske VM-hold ved sommerens fodboldslutrunde i Rusland.
Tidligere i august klagede Cornelius' agent, Per Steffensen, over, at danskeren ikke blev behandlet godt nok i Atalanta.
Steffensen kritiserede, at en interesseret klub ikke fik lov til at købe Cornelius. Ifølge agenten forlangte Atalanta for mange penge for spilleren.
Nu er det i stedet endt med et lejemål for resten af sæsonen og et år i den bedste franske række.
/ritzau/