Rygterne har svirret i lang tid. Men nu er det officielt. FC Nordsjællands angriber Martin Bernburg skifter til Brøndby. Og det glæder Brøndbys sportschef, Anders Bjerregaard.
"Martin er en rigtig dygtig angriber, der har gennemgået en meget positiv udvikling i FC Nordsjælland. Jeg glæder mig meget over, at vi og Martin er kommet overens om en aftale, og ser frem til samarbejdet," lyder det fra sportschefen.
Martin Bernburgs tager dog først den gule Brøndby-trøje over hovedet til januar næste år. Hans kontrakt løber i fem år.
Måske bliver Martin Bernburg den angriber klubben har hungret efter i længere tid.
"Jeg er sikker på, at det bliver et udbytterigt samarbejde. Martin er en spiller, der har gode muligheder for at udvikle sig videre i Brøndby IF, og jeg er sikker på, vi vil få stor glæde af hans evner på banen og foran mål," siger Anders Bjerregaard.