Sikkerhedssituationen i Irak forværres hele tiden, og det er meget usikkert, om irakerne selv kan føre genopbygningen videre, når de danske styrker forlader Irak om få dage.
Det siger de tre officerer, kaptajn Teis Bro, kaptajn Michael Langeberg og chefen for den danske genopbygningsenhed, major Nicholas Weber til Berlingske Tidende. Ifølge dem skal der en stribe af positive forandringer til, hvis ikke genopbygningen af skoler, vandforsyning og sundhedsklinikker skal forfalde helt.
- Hvis irakerne pacificerer oprørerne, hvis de får valgt en guvernør, der kan lede provinsrådet, og hvis sheikerne, der har siddet på magten, giver sig til at støtte byrådene, så er der en god mulighed for, at udviklingen kan fortsætte, siger chefen for den danske genopbygningsenhed Nicholas Weber til Berlingske.
Hverken han eller de tre andre tror dog på, at det vil ske.
Professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver, siger, at der nærmest skal et mirakel til, for at Irak selv skal komme på fode igen.