Den 3. september blev den 22-årige konstabel Jacob Sten Lund Olsen dræbt af en vejsidebombe, og fire af hans kolleger såret.
Nu er premierløjtnanten, der beordrede soldaterne ind i det minerede område, kaldt hjem fra Afghanistan. Han bliver sigtet for pligtforsømmelse for at have sendt soldaterne ind i det farlige område. Det skriver Ekstra Bladet.
"Jeg kan bekræfte, at vi har en sag, og at han er sigtet for pligtforsømmelse," fortæller auditør Lone Damgaard fra Forsvarets Auditørkorps til eb.dk.
Soldaterne var blevet advaret mod at bevæge sig ind i området, fordi der var fare for vejsidebomber. Officeren valgte alligevel at sende Jacob Sten Lund Olsen og kollegerne derind, og den handling kan han nu risikere fængsel for.
42 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. Nick Hækkerup, nyudnævnt forsvarsminister, kan dog ikke love at færre vil miste livet trods en mere tilbagetrukket rolle i Afghanistan efter 2014. Det siger han til Avisen.dk.