Nana Taimourian studsede lidt, da pigerne foran hende tog øreringene ud. Få sekunder efter vidste hun hvorfor: De gjorde sig parat til at slås.
»De var som vilde dyr. De kaldte os ludere og kællinger, og pludselig stormede de frem og tog fat i os,«
For to en halv uge siden blev 16-årige Nana Taimourian overfaldet af en gruppe jævnaldrende piger. Forklaring? Hendes 14-årige søster havde engang kigget forkert på én af pigerne, som hun kender fra skolen.
Brugte stilet som våben
Pigerne var til karneval i Aalborg sammen med deres mor. Pludselig er de omringet af en gruppe somaliske piger på 14 til 17 år, fortæller Nana.
Pigerne tager fat i Nanas hår og tvinger hende ned på jorden. Her ligger hun, mens pigerne slår, sparker og spytter på hende.
Ved siden af ligger hendes lillesøster, Tamara, sammenkrummet. Pigebanden slår løs på hende med deres højhælede sko, som de bruger som våben.
Pigernes chokerede mor prøver at komme sine døtre til undsætning, men bliver selv sparket i maven og på ryggen.
På et tidspunkt besvimer Nana, og hun husker derfor ikke, da en vagt kommer dem til undsætning. Hun husker heller ikke, at pigerne gennemrodede hendes lommer og stjal hendes mobiltelefon.
Møder dem stadig
Nana og Tamara blev banket gule og blå. På skadestuen lå Nana med en halskrave på i flere timer, hun havde fået hjernerystelse og har fået smadret sine knæ. Det med knæene er det værste.
»Jeg har danset hele mit liv og har fritidsjob som danseinstruktør. Hvis mine knæ har taget varigt skade, er alt ødelagt for mig,« siger Nana.
Siden overfaldet har hun flere gange set pigerne, der tævede hende, rundt omkring i Aalborg.
»De er stadig efter os. De siger til alle, at vi ikke har fået nok tæsk,« siger Nana, der ikke kan forstå, hvorfor politiet og de sociale myndigheder ikke har sørget for, at overfaldet har fået konsekvens for pigerne. Overfaldet er politianmeldt, og sagen bliver stadig undersøgt.
»Jeg får en klump i halsen, når jeg ser dem. Men min søster er rigtig bange. Hun tør ikke mere gå nogen steder alene,« siger Nana Taimourian.