En 30-årig mand døde fredag eftermiddag på Rigshospitalet af de skader, han fik ved et knivoverfald onsdag aften.
Manden blev fundet stærkt blødende på en parkeringsplads ved Baltorpvej i Ballerup. I første omgang mente politiet, at han var blevet skudt, men det viste sig, at han var blevet stukket flere gange med en kniv.
Den hårdt sårede mand blev bragt til Rigshospitalet, hvor det altså ikke lykkedes lægerne at redde hans liv.
Politiet har stadig ikke mange spor at gå efter i sagen.
- Vi ved stadig ikke, om overfaldet er sket på parkeringspladsen, eller om han på en eller anden måde er kommet derhen efterfølgende, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, som har hørt eller set noget, der kan hjælpe os i opklaringsarbejdet, fortsætter hun.
/ritzau/