Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) risikerer at afspore sin højt profilerede kvalitetsreform, hvis han blander mere individuel løn til offentligt ansatte ind i debatten.
Sådan lyder den afvisende melding fra faglige repræsentanter for nogle af de største grupper af offentligt ansatte i kommuner og amter ifølge Jyllands-Posten.
Formanden for 450.000 medlemmer i FTF, Bente Sorgenfrey, siger direkte, at statsministerens initiativ kan kortslutte kvalitetsreformen, hvis han blander sig i det offentlige arbejdsmarkeds aftalesystem.
»Han skal lade være med at tale løn, for så risikerer han, at mange af os forlader forhandlingerne om kvalitetsreformen,« siger Sorgenfrey.
Sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow, er enig:
»Statsministeren skal holde fingrene væk fra suppegryden. Hvis kvalitetsreformen er en skjult dagsorden for andre lønsystemer, har det ingen gang på jorden længere.«
Både pædagoger og folkeskolelærere er enige og afviser i øvrigt, at større, individuelle lønforskelle kan øge kvaliteten i den offentlige sektor.
Professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet ser gerne nye lønsystemer med større individuelle forskelle i den offentlige sektor, men han konstaterer, at det bliver op ad bakke for regeringen.
»Fagforeningerne har været meget fodslæbende, når det gælder ny løn. Derfor er der hård ideologisk modstand, og det kræver formentlig meget dygtige ledere og en mentalitetsændring blandt de ansatte, hvis man skal have mere resultatorienteret løn,« vurderer Nannestad.